Ny hjemmeside med nye muligheder

Udskriv siden

Mød Capevo online på ny hjemmeside

Med lanceringen af en ny hjemmeside introducerer Capevo A/S samtidig to nye tiltag, der skal styrke dialogen med nye og eksisterende kunder.

Et virtuelt mødelokale på hjemmesiden gør det nu muligt at møde Capevo online. Det browser-baserede værktøj, som bygger på Microsoft's LiveMeeting webkonferenceplatform, åbner mulighed for at et ubegrænset antal mødedeltagere kan mødes i et lukket online-forum, hvor Capevo's repræsentanter f.eks. kan demonstrere hvordan Capevo XForm fungerer i praksis og samtidig besvare spørgsmål over en tilknyttet telefonkonference.

Systemet er enkelt at bruge: Fra hjemmesiden kan man indsende en mødeformular med ønsket mødetidspunkt, hvorefter Capevo sender en mødeinvitation pr. e-mail indeholdende link og login til det virtuelle mødelokale samt telefonnummer til den tilknyttede telefonkonference. Herefter startes mødeklienten op i browseren og mødet er i gang.

Samtidig har Capevo søsat en uafhængig, brugerdreven netværksgruppe for videndeling blandt brugerne af Capevo's løsninger, Capevo.net.

Formålet med gruppen er at have et forum, hvor Capevo's kunder bl.a. kan udveksle ideer, inspirere gennem præsentationer af konkrete løsninger og gå i dialog med Capevo om ønsker til XForm-systemet. Dagsordenen fastlægger deltagerne selv. Capevo deltager ikke som part i møderne, kun når selskabet af gruppen bliver bedt om at deltage i forbindelse med et konkret dagsordenspunkt.

Gruppen har fra starten deltagere fra blandt andre Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Servicestyrelsen, Region Syddanmark, Personalestyrelsen samt Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.